CEA = Collie Eye Anomali
CEA er en medfødt
arvelig øjensygdom i nethinde og senehinde, der forekommer hos alle
collie racer.
CEA nedarves
recessivt og nyere svenske undersøgelser peger på, at CEA nedarves
med en polygenetisk arvegang. Der er altså flere gener der er
involveret i sygdommen.
Firmaet
Optigen i USA
http://www.optigen.com/
tilbyder en gentest for CEA. Bemærk at der udelukkende testes for
hovedgenet for CEA/CRD, ikke for colobom eller andet.
Graden af
øjenforandringer kan variere fra små defekter som ikke medfører
synsproblemer, til alvorligere komplikationer med nedsat syn eller
blindhed.
Forandringerne
ved CEA kan deles op i 3 grupper:
1)
CRD
= Chorioretinal Dysplasi;
Mangelfuld
udvikling i årehinden og i den overliggende nethinde i et område i
den bageste del af øjet, tæt på synsnervens indmunding (papillen).
Forandringerne er til stede i begge øjne hos alle hunde med CEA.
Øjets
baggrund undersøges med et ophtalmoskop, et specialinstrument til
øjenundersøgelse.
CRD-forandringerne kan ses som et større eller mindre lyst område
ved siden af synspapillen, og med unormale blodkar i
chorioidea/årehinden. Forandringerne er til stede ved fødslen, og
vil IKKE blive større med alderen.
For ca. 30 % af
de hvalpe der får konstateret CEA/CRD kan sygdommen maskeres af
pigment når nethinden forandrer farve ved 3-måneders alder, således
at defekterne ikke længere kan ses (kaldet go-normaleffekten), men
hunden har stadig CEA/CRD selv om det ikke kan ses ved en senere
øjenundersøgelse. Derfor bør hvalpe ikke være mere end 10 uger gamle
ved undersøgelsen.
CRD-forandringer har kun lille eller ingen betydning for hundene, og
fører ikke senere til komplikationer. 80 til 90 % af hundene har
ingen synsproblemer.
CRD gradueres
let, middel eller udtalt på ECVO-attesten.
Hunde med
lette CRD-forandringer kan bruges i avl, hvis de ellers er gode
repræsentanter for racen, men de bør parres med hunde som er frie
for CRD.
2)
Colobom = ”synsnervebrok”;
Colobom er en mere omfattende
fejludvikling af senehinden , hvor der mangler dele af senehinden og
der derfor opstår et ”brok”, hvorigennem nethinde og blodkar presses
ud.
Defekten kan være til stede i det ene
eller i begge øjne.
I en større eller mindre del af
papillen vil der være en fordybning med unormale strukturer i
synsnerven.
Små colobomer giver ikke
nævneværdige synsproblemer for hunden, men de større colobomer kan
føre til nedsat syn eller blindhed. Større colobomer kan også
føre til at nethinden ikke ligger på plads ved fødslen, eller at den
senere kan løsne sig.
Normalt er der i midten af
synspapillen en fordybning, og det kan være vanskeligt at skelne
disse normale fordybninger fra colobomer. Små colobomer kan af og
til være vanskelige at opdage ved 7-8 ugers alder.
Det frarådes at avle på hunde
med colobom.
3)
Andet:
-
Retinalløsning = nethindeløsning;
Nethindeløsning kan ses som en
komplikation til CEA og kan enten være medfødt eller kan ske
spontant i løbet af hundens første leveår. Nethinden kan løsne sig
delvist, så et område vælver sig frem, eller der kan ske en total
løsning som fører til blindhed i det syge øje.
Det anbefales IKKE at avle på
hunde med nethindeløsning.
-
Intraokulær blødning = blødning i øjet;
Kan ses som en komplikation til CEA.
Graden af blodfylde varierer fra små blødninger i små kar som ligger
i tilslutning til nethinden og som kun kan ses med et ophtalmoskop,
til store blødninger hvor hele øjet fyldes med blod. Blodfylden i
øjet kan variere fra dag til dag, men blodet vil som regel ikke
kunne forsvinde helt igen hvis blødningen først er opstået.
Imidlertid vil blødningen ikke føre til trykstigning i øjet og vil
heller ikke medføre smerter for hunden.
Det anbefales IKKE at avle på
hunde med blødning i øjet.